Gentel Teaching

Redegørelse af begrebet Gentle Teaching

På mit praktiksted tages der udgangspunkt i Gentle Teaching i den pædagogiske tilgang til brugerne. Jeg har derfor valgt, at Gentle teaching skulle indgå i ét af mine læringsmål for 1. praktik.

Jeg vil i den forbindelse lave en redegørelse af begrebet, hvor jeg tager udgangspunkt i det udvalgte materiale - Gentle Teaching, Nymo, 20. september 2012, Region Nordjylland.

Forkortelser: Jeg vil gennem hele redegørelsen forkorte Gentle Teaching med GT.

GT stammer fra USA, og er en pædagogisk retning/ psykologisk filosofi, der er baseret på menneskelige relationer. Dens fader er John McGee, der er psykolog. Det er en "hjertepædagogik", der bygger på livserfaringer.

Herunder har jeg skitseret forskellen på den traditionelle pædagogiske tilgang og GT tilgangen til brugerne


Traditionel pædagogisk tilgang:                                   Gentle teaching tilgang:
Fokus på den enkelte individ                                           Fokus på relationer
Baseret på konsekvenser og kontrol                           Baseret på betingelsesløs kærlighed
Målet er at skabe selvtillid                                           Målet er at skabe fællesskabsfølelse




GT starter i virkeligheden hos "os selv" - pædagogen som menneske -  og når man benytter GT i sit pædagogiske arbejde, skal man være villig til at give af sig selv - også selv om man ikke får noget tilbage i relationen.

Man skal have fokus på forståelse - frem for opdragelse - og man skal være anerkendende, undersøgende og have en værdsættende tilgang til brugerne. Man er derfor også tvunget til at "se ind af" og reflektere over sin egen evne og formåen, til at - fuldstændigt betingelsesløst -  udvise varme, omsorg og nænsomhed for et andet menneske.

En af grundantagelserne i GT er, at alle mennesker er lige gode, og alle gør deres bedste ud fra deres udgangspunkt. Man skal "se" det hele menneske - Hjerne, hjerte, krop og sjæl. Det er derfor GT antagelse, at al menneskelig udvikling forudsætter, at man som menneske bliver holdt af og elsker for den man ér og ikke andet.

GT er opbygget over 4 følelser:

At føle sig sikker og tryg
At føle sig værdsat og elsket
At føle kærlighed og varme til andre
At føle sig inkluderet i fællesskaber, som livet byder på.

At bruge sig selv om værktøj:

I arbejdet som pædagog, og i særdeleshed som en pædagog, der praktiserer GT i sin tilgang til brugerne, skal man være opmærksom på, at man bruger hele kroppen.

Man skal bruge sit hjerte/sit nærvær og være fuldt ud tilstede i sin relation.
Man skal bruge sine hænder/berøringer med omtanke og tilpasse det til den enkelte brugers behov.
Man skal være opmærksom på sit stemmeleje og sit ordvalg (herunder menes, at NEJ, SKAL og IKKE, ikke er et "plusord" for brugerne).
Man skal man være opmærksom på, at der ligger meget kommunikation i øjenene - dine øjne er din sjæls spejl.

Alle disse ting er det DU byder ind med i relationen til brugeren, og det er disse ting, som du skal være villig til at reflektere over i din hverdag. Desuden skal en pædagog, der praktisere GT, være en selvsikker person, der tør give noget af sig selv, uden nødvendigvis at få noget tilbage.

Jeg kan gennem min redegørelse trække nogle lighedspunkter et til andet begreb, som vi har modtaget undervisning om på seminariet. Begrebet jeg tænker på er inklusion. I begrebet inklusion, ligger det, at man ikke skal ændre individet - som af den ene eller anden grund, ikke helt passer ind - eller ikke besidder den eller de funktioner, der kræves -  i fællesskabet - men man skal fortaget ændringer i fællesskabet, så det kan rumme alle. Pædagogen skal - som det også antages i GT - ikke finde "fejlene" ved individet, men ændre på egen praksis, og at det som hovedregel er pædagogens ansvar, at den gode relation skabes.

Jeg finder GT meget interesant, og synes, at det virker som en meget gennemført praksis. Jeg kan specielt godt lide, at det ligger op til forskellighed og at man som udgangspunkt, skal bruge sig selv og holde ændringerne på egen banehalvdel. Jeg synes, at det er interesant, at man ved at reflektere over kropssprog, stemmeleje og ordvalg, kan få et helt andet udfald af en given situation, end man kunne opnå ved at sige: DU SKAL, FORDI JEG SIGER DET!

Desuden mener jeg, at det er godt, at der findes en pædagogisk praksis, hvor man tvinges til at reflektere over sig selv og egne handlinger, og hermed samtidig skal tage stilling til f. eks. etikken ifh. til brugerne og hans/hendes rettigheder.

Jeg mener dog ikke, at det er muligt at man som pædagog, er i tråd med GT i sin pædagogiske tilgang hele tiden. Man er også menneske med alle des følelser og personlige grænser/begrænsninger. Man er også nød til at passe på sig selv - psykisk og fysisk. Men det er en rigtig godt udgangspunkt, at have i baghovedet i sit daglige arbejde som pædagog

Jeg mener ikke, at helhjertet GT kan "fakes". Vellykket GT kan føles, mærkes, ses og høres.

Mine Læringsmål for 1. praktik - den pædagogiske relation

Jeg har nedenfor opstillet mine læringsmål for 1. praktik.
Min praktik forgår på et arbejdstilbud for folk med nedsat funktionsevne.

LÆRINGSMÅL
1. læringsmål?
- Jeg ønsker, at omgåes brugerne på en omsorgsfuld/venlig måde, men samtidig være tydelig omkring mine grænser

Begrundelse:
- Jeg vil gerne finde mit "profesionelle jeg" i mit liv som pædagog og lære at sige fra, når min personlige grænse bliver overtrådt

Hvordan:
- Jeg vil være tydelig i mit non/verbale sprog
-Lave observationer på egen og kollegaers praksis
- jeg vil benytte mig af video- observationer
(Hverdags-observationer af pædagogisk praksis, og efterfølgende opfylde obs.skema (beskrivelse/ fortolkning, refleksion - udleveret i undervisningen)

Tegn på læing:
- At jeg bliver mere bevidst om mig selv og mine grænser
- At jeg i hverdagen tænker over mit tiltaleform og kropssprog



2.  læringsmål?
- Jeg vil undersøge begrebet Gentle teaching, som praktiseres i hverdagen på Nymo og herunder komme ind på mine egne refleksioner vedr. begrebet

Begrundelse:
Jeg finder metoden interessant og vil gerne undersøge hvorledes, begrebet slutter sig til begrebet som inklusion, som vi har modtaget undervisning om på seminariet. - Jeg vil læse materiale omkring begrebet.

Hvordan:
Drøfte brugen af metoden med min vejleder. Jeg vil derefter forsøge, at redegøre for begrebet skriftligt, hvor jeg herunder også vil indrage mine video- observationer (studieobservationer og efterfølgende behandle disse i obs.skema - beskrivelse/fortolkning, refleksion - skema udleveret i undervisning), hvor jeg finder det relevant.

Tegn på læring:
At jeg gennem hele processen forholder mig refleksivt til begrebet GT
At jeg i dagligdagen kan omsætte begrebet til praksis


3. læringsmål:

- Jeg vil forsøge, at lære 10/15 ord i helkommunikations-metoden Tegn til Tale. Jeg vil herunder indrage en eller flere bruger.

Begrundelse:
- Jeg mener, at det har stor kvalitet i hverdagen, at man som individ bliver forstået og hørt i sin kommunikation. Jeg mener, at helkommunikation vil skabe en større forståelse mellem mig som pædagog og brugerne.

Hvordan:
- Jeg vil benytte mig af en APP på Ipad - TEGNapp - hvor jeg i samråd med min vejleder vil udvælge 10/15 ord, som vil være relevante for brugene af kende i hverdagen.
- Jeg vil lave skrifttlige før/under/efter reflektioner.

Tegn på læring:
- At jeg gennem hele processen har fokus på brugeren og vores samarbejd
- At det bliver naturligt for mig, at bruge disse lærte ord i hverdagen


4. læringsmål?


- Jeg  vil udarbejde en handlingplan for en bruger. Jeg vil efterfølgende deltage i relevante møder herom.

Begrundelse:
- Jeg mener, at det er vigtig, at man som pædagog får et kendskab til handlingsplaner, da det er en stor del af arbejdet som pædagog.

Hvordan:
- Jeg vil støtte mig til min vejleder og se på andre færdigt udarbejdede handlingsplaner. Jeg vil indrage den pågældende bruger  og spørge ind til personens ønsker.

Tegn på læring:
- At jeg under udarbejdelsen af handleplanen får et kendskab til disse planer of deres funktion

Stjernestunner er et godt relationsredskab!

Jeg er i øjeblikket godt igang med min første praktik, og jeg er i den forbindelse meget optaget af begrebet relationen mellem jeg selv, som pædagogisk personale, og brugerne af beskæftigelsestilbudet, hvor jeg arbejder. Begrebet relation er desuden overskriften på den efterfølgende opgave, som vi skal skrive efter endt praktik på seminariet.

I relationen til et andet menneske - i dette tilfælde en professionel/pædagogisk relation til en bruger - ligger der mange overvejelser. Man skal være opmærksom på både etik, verbalt/nonverbalt sprog, brugerens  - så vel som egne - personlige grænser.

Desuden kan ting/genstande også gøre relationen mere besværlig.
Jeg har f.eks. besluttet, at jeg ikke vil gå med mine nøgler synligt, da jeg har oplevet en bruger "se" dem som værende et tegn på "magt" - altså, at de der bærer nøglerne bestemmer!
Jeg fik en fornemmelse af, at de hæmmede mig i min relation til brugerne - at JEG blev mere opmærksom på deres "betydning". Så derfor er de nu ikke mere synlige.

Jeg tilstæber, at jeg i det daglige forsøger, at skabe og bidrager til den ligeværdige relation til brugerne. Det er faktist et stort stykke arbejde, når man tager i betagtning, at relationen mellem pædagog og bruger fra begyndelsen er uligevægtig, og at man som pædagog, skal være meget opmærksom på skjult magt over et andet menneske. Med denne udtalelse mener jeg, at uanset hvad man siger, gør og mener, vil man - og skal også - tiltider træffe nogle beslutninger på brugernes vegne, som de måske ikke vil synes om. Det kunne f.eks. være en bruger, der overdoserer sin mad med salt, og man derfor, er nød til at kommentere det, da det jo som bekendt ikke er særlig sundt. Eller en bruger (en voksen), hvor man ser sig nødsaget til, at skære vedkommendes mad ud i bitte små bidder, da han ellers vil med garanti få dem galt i halsen og dermed risikerer, at blive kvalt. Disse ting er del af pædagogens daglige omsorg og arbejde. Man gør det af bedste mening, selvom det på samme tid degraderer brugeren og denne selvbestemmelse over eget liv, men samtiddig ikke bidrager til den ligevægtige relation.

Da vi var på seminariet, havde vi en dag besøg fra et bosted for udviklingshæmmede. Oplægsholderen fortalte om noget, som de kaldte stjernestunner. Dejlige stunner, hvor de var ligemænd og hyggede sig sammen - på trods af div handicaps. Jeg må blankt indrømme, at jeg på det tidspunkt, ikke anede hvad hun talte om, men jeg er nu ret sikker på, at jeg og en bruger har oplevet det sammen.

På et tidspunkt i vores middagspause, er der en bruger, der laver lidt sjov med en af mine kollegaer. I begyndelsen  leer vi sammen af hans morsomheder, men efterhånde udvikler latteren sig, og bliver både mere højlydt og med tåre i øjnene for os begge. Da vi griner allermest, får vi på et tidspunkt øjenkontakt, og jeg ser, at vi nu egentlig bare griner af hinanden og vores fælles "indre film", der løber over skærmen. Dette forstærker selvfølgelig bare latteren og tårekanalerne ;O)

Men i dét øjeblik var vi fuldstændig på samme "side". Vi var ligemænd, der var ved at omkomme af grin over hinanden, og det var en fantastisk følelse!

Inklusion - spørgsmål man kunne stille sig selv

Vi har i undervisningen talt meget om Inklusion og dens betydning for alle - voksne som børn - i  institutionsmiljøer.

Vi kan hurtig blive enige om, at Inklusion er vigtigt. Jeg vil vædde med, at du ikke kan finde en eneste institution, der ikke har brugt ordet op til flere gange, da de skrev deres værdigrundlag. Men hvad er Inklusion? Eller rettere, hvad ligger man i ordret? Er Inklusion det samme som rummelighed, eller er det barnets ret til at være unik i et fællesskab?

Inklusion kan hurtigt blive et "værdiord", som vi slynger om os i flæng, men som ingen egentlig ved, hvad betyder i praksis.

For mig betyder ordet, at alle har ret til at være en bidragende del af et fællesskab og at det er pædagogens ansvar, at dette fungerer i praksis. Det betyder - for mig - at pædagogen skal vise vejen for børnene ved selv, at være det gode eksempel. Børn er nemlig så smart indrettet, at de ikke GØR som du SIGER, men GØR som du GØR.....

Vi er helt enige om, at inklusion er vigtigt. Det har stor betydning for det enkelt barn, dets selvværd og barnets udvikling af sociale kompetencer. En god inklusion kan bidrage til, at barnet lærer noget om sig selv - herunder tænker jeg, at barnet føler sig hørt og forstået, men også at det enkelte barn får øje for forskellighed, lærer om tålmodighed og får indsigt i andres situation.

Jeg tillader mig dog, at stille et par kritiske spørgsmål...

Er det mon nødvendigt, at alle skal inkluderes i det store fællesskab?
Jeg tænker bare, at hvis man er et barn, der pga. af generthed, bedre fungerer i små fællesskaber, hvor det hele ikke virker så overvældende, er det så ikke bedre, at inkludere barnet her, fremfor at man partout skal trække det store fællesskab ned over hovedet på barnet? Er det ikke ok, bare at have lov til at være genert, uden der absolut skal laves om på vedkommende for at passe ind? - og er det ikke i virkeligheden, det modsatte af inklusion?

Jeg har også tænkt over, hvorfor alle børn med specielle behov/handicap skal placeres i specielle institutioner? Med min fornuft, kan jeg jo godt se, at det gøres for at man skal placere barnet hvor der er bedst mulighed for at imødekomme barnets behov, men hvad lærer vi vores " normalt udviklede" børn ved det? De lærer da intet om, at folk er forskellige og har forskellige behov og forskellige forudsætninger. Vi lærer dem ikke, at der skal være plads til alle i alle sammenhæng, ved at " gemme" dem væk på specielle institutioner. Lærer vi ikke i virkeligheden vores børn, at det er OK at ekskluderer børn fra fællesskabet, der falder udenfor " den normale kasse"? Så lærer vi jo pludselig - måske ubevidst - vores børn "minusordret" eksklusion.....

Minusord og plusord...... I min verden skal der være plads til alle, og jeg tror man kommer langt med næstekærlighed og forståelse for andre og deres situation.

I virkeligheden handler inklusion - i min verden - om, at hvis vi formår at ændre vores eget perspektiv og kan sætte os i andres sted, kommer meget af inklusionen af sig selv.

Børnesyn, Møllegården

Møllegården er et opholdssted for multihandicappede  børn - i denne sammenhæng er det børn med mange diagnoser og individuelle udfordringer i deres hverdag.

Møllegården tilstræber, at "se" det enkelt barn og dets resurser . De arbejder inkluderende i deres hverdag og hvert barn har deres særlige plads. Det er et sted, hvor man begynder, helt fra begyndelsen, med små delmål (at kunne sidde stille ved bordet ved spisning, at kunne holde på en gaffel osv.), og derefter arbejder sig stille og roligt op ad. De tilgodeser gennem hele procesen det enkelte barnets udviklingstempo. De ser hvert barn som værende unikt, og at alle liv har værdi. Derfor indrager de også børnene i mange af beslutningerne, der vedrører dem selv - ud fra det synspunkt, at alle har ret til at være medbestemmende og eget liv. De vil gerne opleves som værende en stor famile, hvor stjernestunder, gode relationer, pædagogik tilpasset det enkelte barn og sanseoplevelser er i højsædet. De tilstræber at skabe en hverdag, som er så normal som muligt for hvert barn - på trods af deres handicap. Det er vigtigt for Møllegården, at de er en tryg base for børnene såvel som børnenes familie.

Hvis man skulle sætte et navn på en pædagogisk tænker i sammenhæng med Møllegården, ville mit bud være Célestin Freinet.
Han's tanker omkring at barnet er unikt, at der skal udvises respekt for barnet/individet og for individets særpræg og særlige udvikling, er meget i tråd med Møllegården pædagogik.

De arbejder også inkluderende i deres pædagogik - dog ikke kun inkluderende i det store fællesskab, med også med inklusion i små fællesskaber, da det er det mest hensigsmæssige for børnene.

Personligt synes jeg, at det var et meget spændende oplæg. Man fik et indblik i pædagogens verden indenfor dette felt og hvad der forventes af en pædagog i disse sammenhænge.

Jeg tror ikke, at man ud fra et oplæg om et opholdssted for handicappede, kan bedømme, om det er et felt man ville kunne slå sine folder som uddannet pædagog. Men det gælder vel for alle retninger indenfor pædagogikken eller alle arbejdsretninger generelt. Du ved i princippet ikke, om det er noget for dig, før du selv har haft næsen nede i processerne.

Men jeg tror, at arbejdet med handicappede børn og voksne kræver rigtigt meget af en pædagog - ikke kun rent fagligt, men bestemt også menneskeligt.
Man skal - om nogen steder - se forbi div. handicap/udfordringer/diagnoser og udelukkende se barnet. Man skal lægge alle sine evt. fordomme på hylden og leve i nuet sammen med barnet. Man skal kunne glide ind i barnets fastlagte og meget skemalagte verden. Man skal formå, at skabe en relation til et andet menneske, der måske ikke mestrer et sprog. Man skal være opfindsom i sine løsninger og til tider være en detektiv for at finde problemerstillinger, der ikke kommer frem i lyset af sig selv. Oveni alt det pædagogiske arbejde, beskrivelser af barnet, læreplaner, beskrivelser af arbejdsgange osv., skal man også huske barnets familie, der står i kulissen, og måske også kæmper med deres egne udfordringer ved at få et handicappet barn.

Da jeg efter endt skoledag kørt hjem, hørte jeg radio. Det var til tonerne af Christina Aguilera der sang:
You are beautiful
In every single way.
Det mindede mig endnu engang om, at alle er lige - alle er lige fantastiske - eller som Møllegården siger: alt liv har værdi. Og jeg kunne ikke være mere enig og har dyb respekt for dette pædagogiske felt og de mennesker, der færders der hver dag.

Célestin Freinét

Pædagogisk tænker

Vi har på studiet lavet en selvstudieopgave vedr. en pædagogisk tænker. I vores gruppe skulle vi skrive om Célestin Freinet.

Grundlæggende oplysninger om Célestin Freinet.

Han blev født i 1896 i Provence. Han var gift med Elise, som var kunster og som var en stor del af hans arbejde. Han deltog i 1. verdenskrig, hvor han pådrog sig en lungeskade. Han første lærerjob var i Bar-sur-loup. Han døde i 1966 i Vence.

Barnesyn/ menneskesyn.
Det var vigtigt for ham, at der blev udvist respekt for barnet/ individet, og for individets særpræg og særlige udvikling.
Barnet skulle have mulighed for at eksperimentere, da det nødvendigt for at opbygge selvregulering og selvforvaltning hos barnet

Grundlæggende værdier.
Hans grundlæggende værdier handlede om, at alle børn skulle have lige muligheder for at udvikle og udfolde sig. Han mente, at kollektivet ikke skulle påføres udefra, men  var noget, der skulle opstå indefra som en nødvendighed. Han mente, at alle færdigheder udspringer af arbejde og at processen derfor, var lige så vigtig som det færdige produkt. Han mente, at der skulle 4 delelementer i spil, for at der automatisk ville opstå en "hel" læring - arbejde, udtrykket, det famlende eksperiment fra individualisme til kollektivisme.

Målet med opdragelse/pædagogikken.
Hans mål med pædagogik var, at barnet fik selvforståelse igennem egne erfaringer og erfaringer i fællesskabet. De skulle desuden lære, at der var positive/negative følger af deres egne insats.De skulle lære nødvendigheden af samarbejdet og lære om ansvarlighed gennem arbejdet med et fælles projekt - ikke kun for sin deres skyld, men også for fællesskabet skyld

Forholdet mellem voksne/professionel og barn/bruger.
Det var hans tanker, at den voksne skulle have en ledende observatør rolle ift. barnets læringsproces. Den voksne skulle respektere og vejlede barnet i dets ideer og gøre læringen overskueligt.

Metode/midler til og opnå målet.
Han bruge metoden, hvor barnet skulle lære af egne erfaringer - learning by doing.
Han skulle tage udgangspunkt i barnets interesser og behov(ugeskema), da han mente, at der nemmere opstod læring, når emnet fangede barnet interesse. Man skulle lære børnene at stille spørgsmålstegn. Det var hans overbevisning, at børn ville lære bedst ved at famle sig frem.

Célestin Freinet og en anden stor tænker - Rousseu - læner sig meget op af hinanden. De gør sig de samme tanker om, at barnet lære bedst af dets egne erfaringer. De lærer f.eks. bedst om smerte ved at slå sig. De er også enige om, at den voksne har den støttende og ledende rolle. De to tænkere taler ud fra hver deres perspektiver. Freinet taler ud fra et uddannelses perspektiv, hvor Rousseu taler ud af forælderene/opdragernes rolle.

I danmark er både Célestin Freinet teorier og undervisningsmaterialer anvendt i folkeskolen og i frie grundskoler. Den første danske Freinetskole blev oprettet i 1979, og der var i 2003 2 danske Freinetskoler.

Personligt kan jeg sagtens tilslutte mig Freinets ideer og overbevisninger. Det minder mig lidt om nogle friskoler, som jeg selv har erfaringer med. Jeg mener, at det er helt rigtigt, at man skal tage udgangspunkt i barnet, dets interesser og individets personlige udvikling. Freinet's ideer og alle hans tanker om barnets læringsproces, er et fint modtræk til samfundets "kassetænkning" og hvad barnets "skal" kunne på et "bestemt" tidspunkt.

Mediepanik.....

Der er mange medier, hvor både børn og voksne kan fare vild. Mulighederne og meningerne er mange. Jeg tror det handler om, at alt nyt er både spændende og farligt på samme tid.

De faste deltagere i diskussionen er forældrene og fagpersoner, som begge kan trække i begge retninger. Nogle fagpersoner mener, at børn kan blive voldelige af at spille f. eks. Counter-strike og andre mener, at de netop ikke bliver det, da de får afløb for deres aggressioner på en sund måde.

Nogen forældre vælger, at deres børn skal være ”forskånet” for alt det ”farlige”, som det nye medie repræsentere, og i andre familier er mediet en fast del af hverdagen. Man kan bruge lang tid på at diskutere hvilken opfattelse er korrekt. Er det fagpersonernes begrundede opfattelser, der er ”den rigtige” eller er det forældrene, der trods alt kender deres børn bedst?

Jeg mener, at det vigtigste er af nogen tager ansvar på brugen af de forskellige medier og vi som forældre lære vores børn om etik, digital dannelse osv. Vi kan lige så godt se det i øjnene – mediet er kommet for at blive og vil vinde mere og mere indpas i vores hverdag.